HAR DU EN DRØM OM AT BYGGE DIN EGEN ROD, ER HER EN LILLE ”HOW TO DO”, MED LIDT RÅD OG VEJLEDNING
At bygge/ombygge sin egen bil er ikke let, og hvor får man råd og vejledning til de indledende manøvrer?
Her er det en god idé at planlægge byggeriet, for at det skal lykkedes tilfredsstillende.
Hvis du aldrig har bygget en bil før, kan et drømmeprojekt se utrolig uoverskuelig ud.
Der er tusinder af dele i bilparts-kataloger og der er nok ligeså mange måder at lave fejltagelser på.
En bilbygger-fejltagelse kan koste dyrt i din pengepung, i din bil eller i dit helbred og nattesøvn, for ikke at tale om familiehyggen, så det kan betale sig at gøre det rigtigt den første gang!
DEN SPÆDE START
Den rigtige start på et byggeri, er i første omgang ikke at købe en tilfældig bil og straks skille den ad. Før du bruger en masse penge på køb af en bil, så hav en idé om hvad for en bil du vil bygge. Og her mener jeg præcis hvad for en bil. Ikke kun årgang og mærke, men stilen på bilen, (f.eks. traditionel eller high-teck) hvor høj skal den være, hvilken motor ønsker du, hvad vil du bruge den til, har du børn som skal med, den slags ting. Du skal kunne se bilen for dig i hovedet, ned til så mange detaljer som muligt.
Detaljer kan du se på udstillinger, læse en masse bil-blade, melde dig ind i en klub, snakke med folk som har den slags biler osv.!
Lav en scrape-bog med fotos og detaljer, så du hele tiden ved hvordan den skal se ud.
Og når du så endelig finder et projekt, tag nogle fotos af den og find ud af om det er den rigtige bil. Når du har bilen foran dig kan du finde ud af om den skal være præcis som du havde tænkt dig. Hvis du f.eks. er meget høj, kan det være at du ikke kan være i den og få en ordentlig kørestilling. Særlig hvis det er en pickup eller en bil fra 20'erne!
Lav et budget, og vær ærlig omkring det.
Hvis du ikke kan lave ret meget selv, skal du finde ud af priser ude i byen. 100-200 kr./timen (som er meget billigt) eller mere, er ikke urealistisk og et projekt vil tage ialt ca. mellem 1000 til 1500 timer at lave.
Så kan du selv regne dig frem til den endelige pris!
Du kan spare rigtig mange penge ved selv at lave en del, eller det hele! Men ligesom budgettet, vær ærlig med hvor meget du selv kan lave. Ikke alle kan, eller bør bygge en bil selv. Du skal være ret "handy" for at bygge en bil selv. Ikke alene skal du vide hvilken vej en bolt skal vende, men også hvor stor og kraftig den skal være. Du skal være den slags person som har stor tilfredshed i at løse et problem på egen hånd. Hvis du hader at få toilettet til at holde op med at dryppe, eller finde ud af hvordan det virker, ja så vil et bilprojekt nok være ret uoverkommeligt. Tænk på at dit "håndværk" vil køre ned ad gaden med dig bag rattet.
Det skal være en fornøjelse, men det skal absolut også være sikkert!
Hvis du har svært ved at udlufte dine bremser selv, så få andre til det. Selv de bedste professionelle sender noget ud i byen for at få det lavet. Hvis du ikke selv kan lave din motor, skal den ud til en professionel. Men husk at hver gang der er noget du ikke selv kan lave, ja så koster det!
Lav en tidsramme for dit projekt.
Du har nok hørt om super byggere i Sverige, lave en rod på under et halvt år. GLEM DET!
Absolut minimum 1 år og så skal du arbejde på den i hver eneste time du har fri fra normal arbejde. Der er i de fleste tilfælde også lidt ventetid på det der skal laves ude i byen.
Giv dig god tid til hver enkelt detalje og brug tid til at lave fejltagelser, for dem vil der komme en del af.
Har du endelig besluttet dig for et projekt, så hold fast ved din plan. Lad være med at skifte mening om opbygningen hver måned. Både tid og penge vil ellers være spildt.
At se hvordan andre laver deres bil, er jo en del af læreprocessen, men vær på vagt, det kan være at din bil ligner alle de andres når du er færdig, istedet for at være "din bil" med dit personlige præg!
Pas på med at købe en masse dele med det samme, f.eks. køb ikke hjul før du ved om de passer i størrelse og offset. Måske passer skærmene ikke over hjulene. Eller det år som du får bilen på gaden, kommer der måske nogle nye og flotte fælge, som bare passer til netop din bil. Godt nok skal man følge planen som man lavede i starten, men der skal være plads til nogle ændringer, særlig hvis projektet tager meget lang tid. Hav tålmodighed, det kan spare dig for en hel del penge!
TIPS TIL KØB AF PROJEKT
Lidt dyrere og bedre projekt, er for det meste billigst i det lange løb!
Hvis du vælger et allerede igangværende projekt, så find den så komplet som det er muligt. Chancerne er langt større for et godt resultat, hvis alle delene er der fra starten, dørhåndtag, kofangere, vinduesoprul, osv. osv.!
Hvis det er en glasfiber-karosse du vil have, så køb den hellere lidt dyrere fra starten. Det kan hurtigt koste dig 15000kr for at rette karossen og til ekstra spartelarbejde ved maleren, hvis du vil spare 10000kr på den billige karosse. Når du køber dele til bilen, så køb så mange dele fra den samme forhandler som muligt. Men tjek altid priser først inden du bestiller, der kan være stor prisforskel på den samme vare, alt efter hvor du køber den!
Spar op til du kan købe den bil du drømmer om!
Køb ikke den "mindre" Ford A, frem for den lidt større 32' Ford, du egentlig ønsker dig. Du sparer meget lidt i det lange løb, blot fordi den er lidt mindre. Det koster jo det samme for instrumenter, hjul, motor, fortøj, bagtøj, osv., og så vil 32'eren nok have større værdi, når du er færdig med den. ( Jeg vil lige sige her, at der absolut intet er i vejen med en Ford A. )
EN SOLID BUND
Når du har købt et projekt eller er klar til at købe dele til den, er det en god idé at starte fra bunden, Chassiet!
Lad være med at lave karosseri-ændringer, før du har lavet chassiet, du kan være uheldig at karossen ikke passer perfekt på rammen, når du er færdig med den.
Mål chassiet op, krydsmål og lav en skitse med alle mål fra start. Det kan blive guld værd i den sidste ende.
Lav alle ophæng, fortøj, bagtøj, motor, gearkasse, hjul og modificer så karossen, så det hele sidder rigtigt.
Kan du finde et chassis som er bygget færdig til de danske forhold, ja så er meget tid jo sparet. Men igen, tag nogen med på råd som ved noget om det!
Tjek hvilken forbro der vil passe bedst til din bil, kan det ses når bilen er færdig, så skal den jo ikke være for stor og klodset. En god fingerregel, er at bilen, som styrtøjet kommer fra, ikke må veje mindre end dit færdige projekt, da bremser så vil være underdimensioneret, og det samme gælder for bagtøjet! Og bagtøjet, Jaguar kan fås i 3 forskellige bredder og er absolut et godt emne.
Hvad angår donorbil, så er fingerreglen overordnet, at dit projekt, IKKE må veje mere-, den må ikke have flere hestekræfter-, og tophastigheden må ikke være højere, end donorbilen!
Bremsepedal, kan den være under instrumenterne, altså tophængt, eller skal den flyttes ud i motorrummet, eller hvis det er en Ford T, kan den så være nede i chassiet. Men pas på ikke at ændre for meget på geometrien på bremsepedalen, den er dimensioneret til hovedcylindren!
Placering af motor, gearkasse, styrtøj, pedaler og køler skal passes ind sammen, så venstre side af rammen er meget kritisk. Særlig styredele, ratstamme og pedaler skal have plads omkring udstødningen, så valget af motor er ret vigtig så tidlig som muligt! Og når motoren skal prøves i, få så mange dele hængt på motoren som muligt, generator, servo-pumpe osv. for at teste om der er plads til det hele.
Sørg for at alle dele som skal monteres i rammen, har været prøve-monteret før du tænker på at male rammen. Hvis du skal bore huller i den malede ramme, skal du huske at grunde og male efter, for et er sikkert, det vil ruste!
Hvis du renoverer en allerede bygget bil, så tjek at chassiet er lige og ikke skæv, eller dårlig lavet.
Når du er færdig med chassiet, ja så er du "halvfærdig". En milesten!
MODIFISERING AF KAROSSEN
Inden du skiller hele bilen ad, så sørg for at måle hele motorrummet op omkring motoren. Mange efterkrigs-biler kørte med 6'er række-motor, så motorrummet er meget langt, så her vil næsten alle motorer passe i!
Men er det en bil fra 20'erne, skal motoren ikke være alt for stor, pladsen her er meget minimal og smal, og der skulle jo gerne være plads til både headers og styreforbindelser i venstre side.
Længden skal du også passe på! Front, skærme og torpedo bør prøvemonteres jævnligt under byggeriet af motorrum, så der ikke kommer for mange overraskelser!
Laver du f.eks. en tagsænkning, skal det laves mens karossen er fastmonteret på chassiet og ikke mens karossen står på et par bukke. Så er du sikker på pasformen, karosse / chassis, passer når du er færdig.
Også chassiet ændres når du monterer for-/bagtøj, så døre, skærme og front skal finjusteres når du har fået den ned på hjulene at stå. Dette skal være gjort før du sender den til maler. Det lyder lidt som om at meget arbejde skal gøres 2 eller flere gange, men i den sidste ende vil det spare dig en masse tid. Og den endelige montering vil være en fornøjelse!
Også hvis du vælger en glasfiber-karosse, så få lavet alt inden maler, tilpas alt, så du er sikker på at delene passer sammen når du får den hjem igen. Særlig hvis du har en karosse fra én fabrikant og evt. har skærme fra en anden. Fabrikanterne taler nemlig ikke altid sammen, så delene passer ikke nødvendigvis ikke sammen.
NÆSTEN FÆRDIG
Det første du bør gøre når du får bilen hjem fra maleren, er at lydisolere karossen.
Køb en god kvalitet isolering, det isolerer både for varme og støj. Og kan du få den til at lyde som en Mercedes, når du smækker døren, så kan du ikke gøre mere, og det vil være en fornøjelse at køre i bilen.
Ledningsnet kommer altid efter maling, men før indtræk!
Malede ledninger er ikke særlig attraktiv i en "ny" bil, selv om de bagefter skal dækkes med indtræk.
SYN OG GODKENDELSE
For at få maximal fornøjelse af en bil som man måske selv har bygget det hele af, ja så skal den selvfølgelig indregistreres, og dette kræver sandsynligvis en test og godkendelse, alt efter hvor meget den er bygget om fra original!
En fingerregel er, at jo mere man efterligner og bygger den, som allerede godkendte projekter i Danmark, jo lettere og billigere er det at få den godkendt.
Det første du skal gøre, er at køre til syn med bilen! Alt efter hvor meget bilen ændres, er det altid en god idé at spørge synshallen, et anerkendt prøvelaboratorie eller nogle med erfaring i samme, allerede under opbygningen.
Og syn kommer altid før en evt. test. Det er af den simple grund, at det er synshallen der bestemmer hvilke test som et anerkendt prøvelaboratorie skal udføre.
Selve testen kan virke lidt hård, men er ikke værre end det den absolut skal kunne holde til under normale, hårde forhold.
Testen vil sædvanligvis foregå på en flyveplads, da pladsen hvor testen skal udføres, skal være forholdsvis stor.
Vær i god tid til at bestille tid ved et anerkendt prøvelaboratorie, flyvepladsen og måske andre bilbyggere, pluds dig selv, skal involveres.
"Andre bilbyggere" skal måske også have lavet en test på deres projekter, og jo flere man er sammen om disse test, jo flere er man om nogle af udgifterne.
Sædvanligvis skal du kontakte et anerkendt prøvelaboratorie ca. et halvt år før du forventer at være klar.
KØB ELLER BYG SELV
Hvis alt det her lyder som noget utrolig uoverkommeligt, er der selvfølgelig den mulighed at du kan købe en færdig bil!
Og her kan priserne variere meget. England og Sverige er nogle af de lande omkring os, hvor mulighederne er store for at købe en god bil eller et godt projekt.
Men pas lidt på, her bør du absolut tage én med på råd, én som kender de danske regler.
Hvis du køber en færdig bil i f.eks. Sverige og undervognen så skal laves totalt om for at den kan synes her i landet, kan det være dræbende for projekter. Hvis prisen da ikke passer til de ekstra omkostninger.
Særlig hvis man havde regnet med at den kunne synes her i Danmark, som den kan synes i Sverige.
Men køber du en færdig bil herhjemme eller i udlandet, så budgetter med at male bilen helt om og evt. andre fælge, så det bliver din bil.
Du kan finde en færdig bil billigere end det koster at bygge den, og så sparer du jo også en masse tid. Men "fornøjelsen" ved at bygge din "egen bil", mister du jo så også!
Men uanset om du køber en færdig bil eller beslutter dig for at tage den lange vej og bygger din egen, med dit personlige præg, så betragt det ikke som en investering, men køb eller byg den for fornøjelsens skyld!
Held og lykke Gert Maj